Tæt på Søbriseodden lå Eventyrøen. Eventyrøen havde en smuk bugt, som man kun kunne komme ud til med båd. Børnene havde legehuset på den hemmelige ø længst inde i bugten.
Rigtigt mange eventyr begyndte med ordene:
“Vi mødes ude i legehuset på den hemmelige ø!”
Børnene tog en svømmetur i det klare vand og gik derefter op på stranden og lagde sig.
Tit var lyden af bølgerne så søvndyssende, at de endte med at falde i søvn. Det var deres helt særlige sted at lege.

En dag, hvor Sylvanian Families tog ud til bugten, fortalte Morten, der er bedstefar i familien Chokoladekanin, børnene noget rigtig spændende.
“Man siger, at der bor en regnbuefisk i havet ved denne bugt”,
sagde han.
“Det er med afstand den flotteste fisk i hele verden”.
Børnene var meget spændte.
“Wow!”,
råbte pigen Freja Chokoladekanin.
“Orv, den gad jeg altså godt se!”
“Kom, vi leder efter den!”,
sagde drengen Tobias Skovkat.

Tobias var mest spændt af dem allesammen. Han elskede bare eventyr. Han samlede en hel flok børn i legehuset på den hemmelige ø, så de kunne planlægge deres eventyr.
“Den store eftersøgning efter regnbuefisken er gået i gang!”,
sagde han højtideligt.
Snart fik børnene en idé.
“Lad os klatre op et sted, hvor vi bedre kan holde udkig over bugten!”,
blev de enige om. De klatrede op til udsigtspunktet på taget og kiggede ned i havet.

“Kan I se den?”,
sagde Tobias.
“Nej, vi kan ikke se den nogen steder”,
sagde de andre.
De prøvede at bruge en kikkert for at få øje på fisken, men de kunne ikke se den. Pigen Freja Chokoladekanin fik en ny idé. “Hvorfor dykker vi ikke ned i vandet - måske bliver fisken lettere at finde så?”,
foreslog hun. Det synes de andre børn, var en rigtig god idé.
“Ny plan!”,
sagde Tobias højtideligt.

Børnene tog dykkerbriller og svømmefødder på, og sprang Børnene svømmede rundt over det hele i vandet, men regnbuefisken var pist forsvundet. Efter et stykke tid var børnene trætte og på nippet til at give op.
“Jeg kan ikke se fisken nogen steder”,
sagde Benjamin.
“Bedstefar var måske galt på den med den fisk”,
sagde Freja.
Men så råbte og skreg drengen Magnus Bjørn i ren begejstring.

“Åååååh, hold da op - se dér!”, råbte han.
“Se lige!”
Vandoverfladen i bugten funklede og glimtede lige pludselig i alle regnbuens farver.
En kæmpemæssig regnbuefarvet fisk sprang op af vandet og trak en stor stråle vand efter sig.
“Se, der er regnbuefisken!”, råbte børnene.
De sprang straks i vandet for bedre at kunne se fisken. Men fisken forsvandt ned på bunden af det dybblå hav og kom ikke tilbage.
Børnene blev vildt skuffede.

“Øv, den forsvandt!”,
råbte de. Men så kiggede de på stenene i vandet, hvor der var et stort hul.
“Der var et hul!”,
sagde Freja.
“Gad vide, hvor det fører hen”,
sagde Benjamin.
Børnene blev helt elektriske igen, da de kiggede ned i hullet.
“Lad os dykke ned og se os omkring!”,
råbte Tobias.
Og sådan tog børnene hul på endnu et eventyr.

SLUT