Ørkenræv-tvillingerne, Allie og Kaya, hvade så småt lært at sidde op.
"Det er på tide at lave stole til dem!" sagde deres far, Ronald, og mor, Sharon.
Det var et perfekt projekt for de to forældre, da de begge var meget kreative og vant til at lave ting og sager med deres hænder.
"Allies stol skal være meget behagelig," sagde Ronald. "Han gør ting langsomt og eftertænktsomt, så det tager ham lang tid at spise op."
"Kaya elsker at kigge på stjernerne," tilføjede Sharon. "Så lad os finde et nattetema til hendes stol."
De gik igang med arbejdet, og snart havde de lavet to højstole.
"Så er der mad!" kaldte Sharon samme aften.
Hun satte Allie i hans nye højstol. Allie tog sig god tid til at kigge rundt, så det tog sin tid at blive færdig med maden.
I mellemtiden forsøgte Ronald at få Kaya til at sidde i højstolen henne ved vinduet, så hun kunne se stjernerne, men det var blevet mørkt og Kaya blev bange.
"Jeg tror ikke de her stole er nogen succes," sagde Ronald.
"Vi må lave nye," samtykkede Sharon. "Men hvad mon de to vil synes om?"
Ronald og Sharon var i tvivl om, hvad der var gået galt.
Men næste dag fandt de løsningen.
Ved et rent tilfælde fik de placeret de to stole ved siden af hinanden, så Allie og Kaya faktisk sad sammen side om side. Begge tvillinger smilede. Nu spiste Allie glad sin morgenmad, fordi hans søster sad lige ved siden af.
Om aftenen satte Ronald og Sharon igen de to højestole side om side. Denne gang ved vinduet. Kaya var ikke bange for mørket, fordi hendes bror nu var der også. Hun sad længe og studerede stjernerne.
"De kan bedst lide at være sammen," sagde Ronald. "Det glemte vi."
"De elsker også at være sammen med os," tilføjede Sharon. "Når vi går ud, græder de. De vil bare gerne være sammen med os hele tiden."
Ronald og Sharon havde fået en idé til, hvad de ellers kunne lave til tvillingerne, som de kunne sidde i. Men de ville få brug for hjælp.
De tog over til Husky-far, Vincent, som var bildesigner.
"Det tager jeg mig af!" sagde Vincent, smilende. "Jeg ved, hvad I mener!"
Inden længe var Vincent færdig. "Den her er til jer," sagde Ronald og Sharon til tvillingerne. Det var en tvillingeklapvogn med små ørkenræv-ører.
Allie og Kaya elskede den. De sad i den hver eneste dag, når de var ude og gå tur med deres forældre. Nogle gange fik de læst historier op og andre gange lavede Ronald sandskulpturer i sandet.
Inden længe blev klapvognen en så særlig del af deres liv, at det føltes som om de altid havde haft den.
Slut
BEMÆRK 