En dag tog pigen Freja Chokoladekanin en tur ud på Søbriseodden sammen med sin familie og sine venner. Børnene var vildt spændte. Pigen Camilla Skovkat havde sendt et brev til dem, hvor der stod
“Der er sket noget megaskønt! Kom selv herud og se!”
“Hvad mon det er, der er sket?”,
sagde børnene i munden på hinanden på vej i bilen ud til Søbriseodden.

Da de kom ud på stranden, så de noget vildt overraskende ud gennem bilruden.
“Hvad er det der?”, spurgte Freja.
“Det ligner en kæmpe is”,
sagde babyen Bonnie Perserkat.
Der stod en gigantisk is ude ved stranden. Børnene løb op for at kigge på den og fandt ud af, at det var et skilt til en ny isbod! Inger, der er mor i familien Skovkat, smilede til børnene, da de kom op til hende.
“Velkommen til Kystens isbod!”, sagde hun.
“Jeg har holdt det med isboden hemmeligt, så det kunne blive en overraskelse. I er vores første kunder!”

Ved disken var der bøtter fulde af is i alle mulige farver.
“Nøøøj, hvor ser det fantastisk smukt ud!”, råbte Freja.
“Hvad er det her for en slags is?”,
spurgte drengen Benjamin Valnøddeegern.
“Det er is med passionsfrugt”, svarede Inger.
“Blåbærisen er altså også lækker”,
sagde Camilla, der havde travlt med at hjælpe til.

Isen var dejligt kold og lækker – den sad lige i skabet på en varm dag. Børnene var ellevilde.
“Jeg har aldrig smagt den her slags is før”, sagde Freja.
“Den smager helt suverænt!”
De små hyggede sig også med at sidde og spise deres is på stole formet som frugter og på bænken, som var ligesom en vippe.

Men babyen Emilie Chokoladekanin bad ikke om at få en is. Da Inger spurgte, hvad hun kunne tænke sig, pegede hun på skiltet med den store is og sagde:
“Jeg vil gerne have den der store is!”

CEmilie troede fuldt og fast på, at isene i boden var ligeså store som den på skiltet. Hun havde glædet sig helt vildt til at spise så megastor en is og var blevet smadderskuffet, da virkeligheden var gået op for hende; så store var isene slet ikke.
“Vi har slet ikke så store is, men kan du ikke bruge den her?”,
foreslog Inger og gav Emilie en helt særlig is med fem kugler i.

Så pegede Inger på skiltet og sagde:
“Kunne du tænke dig at prøve at klatre ind i isen?”
Inger lod Emilie klatre indenfor. Der var en terrasse og et udsigtspunkt, hvor man kunne se hele vejen tværs over stranden.
“Orv, jeg er inde i den store is!”, råbte Emilie.

Emilie synes bare, at isen smagte endnu bedre, mens hun sad og kiggede ud over vandet og kunne mærke den dejlige havbrise i pels og ører. De andre små kravlede også ind i isen.
“Novra, jeg kan se din bedstefars båd!”,
råbte babyen Lucas Valnøddeegern. Freja og de andre børn vinkede til de små fra terrassen nedenunder.

Alle var glade, da de spejdede ud over det glitrende hav. Med den nye isbod på stranden fik man bare endnu mere lyst til at tage ud på Søbriseodden.

Slut